Monday, 6 June 1994

Lidt om Lou Donaldson (in Danish)

Nedenstående er en forkortelse og omskrivning af en musikhistorie opgave jeg skrev på Det Jyske Musikkonservatorium i 1994. Lou Donaldson har nu boet i den samme lejlighed i Bronx i 60 år, men hans musik udgives stadig og han turnerer stadigvæk når hans helbred tillader det. Jakob Elvstrøm 13/11/2014

Fra omslaget til LP'en Good Gracious
Meget af den musik man idag kalder acid-jazz, har sit udgangspunkt i 60'ernes soul-jazz (eller orgel-jazz eller funky eller R'n'B inspireret eller bluesy eller dancefloor jazz m.fl.).
En af de mest fremtrædende kunstnere fra denne periode, er altsaxofonisten Lou Donaldson. Acid-jazz er idag en betegnelse for en bred vifte af groovy og dansevenlig jazz, lige fra latin over R'n'B-agtig pop til 70'er fusion.

Min interesse for Lou Donaldson blev vakt, da jeg i foråret 1992, i butikken 'Tonny's Genbrug' på Silkeborgvej i Åbyhøj (og nej, desværre, Tonny's biks er ikke mere), faldt over pladen Pretty Things fra 1970 (ægte vinyl-LP). Pladen var stilistisk et chok for mig. Det var funky musik med hammond-orgel, fender elbas og Lou Donaldson's insisterende enkle blues-stil. Det var meget langt fra de indspilninger, hvor han spiller hardbop med Art Blakey i 50'erne.

Kort tid efter udkom US3's plade "Hand On The Torch", hvor specielt Lou's stemme er fremherskende, det er ham der siger "funky, funky" på nummeret Cantaloop (taget fra nummeret og pladen af samme navn "Everthing I play Gonna be funky").

Jeg satte mig for at undersøge, hvorfor jeg aldrig (dengang jeg var yngre, søgende jazzmusiker) var stødt på denne musik før (osse kaldet orgel-jazz). En musikstil, der tilsyneladende er helt skrevet ud af de fleste kendte jazz-historiske værker (som jeg har læst en del af).

Jeg konstaterede, ved at gennemlæse utallige gamle Downbeats (et af de ældste og mest respekterede amerikanske blade om jazz), hvordan et snobbet jazz-establishment af anmeldere og smagsdommere helt bevidst har ignoreret de mange musikere, der rent faktisk levede af at spille en musik-stil, som på trods af, at det indeholdt elementer af Rhythm'n'Blues og Funk var fuldt på højde med al anden jazz (hvorfor er organisten 'Big John Patton' ikke i Politikens Jazzleksikon).

En anden ting jeg undersøgte var Lou Donaldson's historie. Her var en musiker, der har boet og spillet i New York i over 40 år, som ikke har brugt narkotika og som man lidt nedsættende kunne betegne som levebrøds-musiker, men som nu her i 90'erne, endelig får den ros han fortjener. 
Han fortalte mig iøvrigt at han ikke fik gigs med de "rigtige" unge jazz-musikere, fordi traditionen var at man samlede alle pengene sammen bagefter jobbet og så købte narko for dem. Lou Donaldson skulle bruge pengene til at forsørge sin kone og børn.

Slå ham op i diverse jazz-leksika (som jeg har gjort), og han nævnes som en habil Charlie Parker epigon. Ikke et sted står der noget positivt om hans meget personlige funk/blues jazz stil, der ifølge mine ører er unik enkel og veldisponeret.

Jeg gjorde sågar det, at jeg ringede til ham i Bronx i New York for at tale med manden selv (se citater senere), hvilket i sig selv var en kæmpe-oplevelse (ja, OK, Lou var ligeglad, han bliver sikkert tit ringet op af fans fra Danmark).

De tidlige år:
Lou Donaldson blev født i Badin, North Carolina d.1.11.1926. Donaldson's far var episkopal præst og moderen klaver-lærer. Forældrene lagde stor vægt på, at alle børnene tog en uddannelse og lærte at spille klaver. For at undgå at få sin mor som lærer, valgte Donaldson som 15-årig at spille klarinet.

Der var således masser af musik omkring Donaldson. Gospel i kirken og alle sydstaternes sentimentale sange. Efter high school (hvor han havde spillet klarinet i forsk. orkestre) kom Donaldson på college, hvor han studerede jura.

I 1945 måtte han afbryde studierne, da han blev indkaldt til den amerikanske flåde. Han blev udstationeret på 'The Great Lakes Naval Training Academy', hvor han kom til at spille i akademiets orkester. Til sessionen fortalte han, at han spillede klarinet og officeren der interviewede ham, gik ud fra, at han også spillede sax. Hermed begyndte Lou Donaldson's karriere som saxofonist. I akademiets orkester sad så prominente jazz-musikere som Clark Terry (trp) og Ernie Wilkins (sax). Dette var en fantastisk tid for den unge Donaldson:

'We had sessions in every corner of the building - oh man! you could go round with your horn and the older musicians, if you could play anything, they'd welcome you in.'
fra interview i Melody Maker 1981.

Chicago, der kun lå ca.60 km. fra akademiet, besøgte soldaterne i weekend'en. Man tog hen på Savoy Ballroom for at høre jazz.

'I saw the Billy Ecksteine Band at the Savoy Ballroom there with Dexter Gordon (tenor), Gene Ammons (tenor), Budd Johnson on alto, Dizzy Gillespie (trp), Miles Davis (trp) and Fats Navarro (trp), and Art Blakey on drums. That band had some life, I'm telling you! Really made you want to be a musician.'
fra interview i Melody Maker, 1981

I de efterfølgende år spillede han med lokale grupper i Greensboro (North Carolina), indtil han omkring 1950 (på opfordring af Dizzy Gillespie) tog det store spring nordpå og flyttede til New York (hvor han har boet lige siden).

I New York studerede han i et år ved Darrow Institute of Music og i årene 1951-53 spillede han en del R'n'B. I starten af 50'erne var Donaldson mest inspireret af R'n'B saxofonister som Eddie 'Cleanhead' Vinson og Louis Jordan.

'You can learn a lot playing rhythm and blues that you could never learn in school. Like Coltrane and Griffin (John og Johnny, begge tenorsax). They played a lot of that stuff and they can play jazz now with a lot of power, drive and depth.'
fra liner-noterne til pladen Lou Takes Off (Blue Note 1591, 1958).

Ret hurtigt blev Charlie Parker's bebop dog hovedinspirationskilden . Donaldson jam'mede med Charlie Parker ved flere lejligheder.

'I was playing one night and Charlie Parker came in and asked if he could sit in. 'I've been listening and I like the way you play. Let's play some together'. So we played 'I Got Rhythm', but practically everything played was stuff I'd copied off his records. I played a channel in there in diminished chords, and he said, 'That was nice. What did you do?' I looked at him out of the corner of my eye. I thought he was kidding, you know. I said, 'Man, I got this right off a record you made'. He said, 'Yeah, I did?''
fra interview i Melody Maker 1981.

I starten af 1950'erne, begyndte Lou Donaldson at spille og indspille, som sideman for så kendte (jazz-)kapelmestre som Art Blakey, Horace Silver, Jimmy Smith og Thelonious Monk.

På jazzklubben Birdland var han med på indspilningerne af de kendte LP'er "A Night At Birdland", Vol. 1 og 2 (Blue Note 5037-9, 1954) med bl.a. Clifford Brown og Art Blakey (udgivet i Blakey's navn). Disse plader dokumenterer Lou Donaldson's elegante Charlie Parker inspirerede spil. I 1952 indspillede Lou Donaldson sin første LP for Blue Note "New Faces, New Sounds" (Blue Note 5021).

Omkring 1956/57 dannede Lou Donaldson sit første orkester. Han har siden dengang ernæret sig ved at turnere og indspille plader med sine faste grupper.

'..your prime motif when you're working with a group is to stay in business.' 'I've got one of the few groups that work from coast to coast.'
fra interview i Downbeat, 1973

Lou Donaldson har igennem hele sin karriere, haft et meget pragmatisk syn på det at være musiker. Det gælder om at lave noget man kan lide, men det gælder i ligeså høj grad om at tjene til føden.

'This is a capitalist country, let's face it. When I play, I want to get paid, man. I don't care how much love we're talking about. I've got to be paid.'
fra interview i Downbeat, 1969

Dette pragmatiske syn, gjorde ham i 60'erne (lidt skuffende) til en kritiker af avantgarde musikken (freejazz eller i DK kaldet syre-jazz, hvorfra den alm. misforståelse omkr. ordet "acid-jazz" nok stammer).

Donaldson mente, at de i forhold til deres evner fik al for megen presse-omtale. At nyheds-værdien langt oversteg den musikalske værdi.

'The guys say they are searching but actually all they need to find is a good saxophone or trumpet teacher and their search would be over because they would teach them how to play it.'
fra Downbeat interview, 1973

Fra 1963-67 var Donaldson i en årrække tilknyttet det mere kommercielt orienterede 'Cadet' pladeselskab. Men i '67 vendte han tilbage til det 'nye' Liberty ejede Blue Note (Blue Note er og var det mest respekterede jazz-pladeselskab, udkommer man på Blue Note, ja så er man altså noget) og indspillede en række plader med en kvintet bestående af orgel, guitar, trompet, sax og trommer. I praksis en typisk bebop blæsersektion med en R'n'B rytmegruppe.

Disse plader gav uventet Donaldson stor kommerciel succes. Han fortsatte derfor med denne besætning og stil til 1975. I de sidste acid-jazz år mistede han dog lidt taget i pladekøberne. Man forsøgte at følge med tiden ved at gøre arrangementerne mere moderne, med masser af strygere og synthesizere. Men det passede hverken Lou Donaldson eller pladekøberne og som en følge deraf, og velsagtens også for at prøve noget nyt (efter 8 år med orgel-funk) begyndte Donaldson igen at spille bebop, der for ham står som den ultimative form for jazz.

'I think the whole thing as far as jazz is concerned it ended with the first forms of Bebop.'
fra interview i Melody Maker, 1981

Donaldson genoptog samarbejdet med den blinde pianist Herman Foster, som han har arbejdet med siden begyndelsen af 50'erne. Foster kan bla. høres på Blues Walk (Blue Note B21Y-46525 CD, indspillet i 1958).Donaldson skiftede i 80'erne pladeselskab til Timeless, hvor han har indspillet en række plader med bebop-jazz .

I 90'erne har den fornyede interesse for orgel-jazz sat skub i Lou Donaldsons plade-karriere. Han har skiftet til pladeselskabet Milestone og er begyndt at indspille med orgel-kvartet igen. Mange af hans plader fra 60'erne bliver nu genudgivet, bl.a. i Blue Note's Rare Groove serie.

Acid-jazz perioden:
Mange af de plader, som vi idag kalder acid-jazz, blev indspillet og udgivet af Blue Note i perioden 1967-70. Musikken på disse plader er en videreudvikling af Lou Donaldsons samarbejde med organister. Man kunne vælge at kalde musikken funky, selvom Lou Donaldson definerer 'funky' som:

'Bluesy is what they mean, that's what they mean, Bluesy. They confuse funk with blues, it's bluesy, not funky.'
fra telefoninterview med Lou Donaldson 6.7.1994.

Og fælles for al den musik, man dengang og idag kalder funky er, at den er baseret på blues. Melodisk, harmonisk (som regel enkle akkordskift, dog ikke altid 'blues'-changes) og improvisatorisk. Dengang som nu, herskede der stor tvivl om, hvad man skulle kalde musikken.

'This is an R'n'B-influenced jazz LP.'
fra Downbeat anmeldelse af Hot Dog, anmeldt af Pekar i 1970.

Virkelig noget af det værste man kunne sige om en jazzplade i 60'erne!

Blue Note blev i 1966 solgt til Liberty Records, af dets grundlægger Alfred Lion og man forsøgte sig, fra de nye ejeres side, med en ny og mere publikumsvenlig udgivelsespolitik.

'I'd like to bring Blue Note more to the forefront, to an audience that may dig jazz and not know that what they dig is jazz.'

Liberty direktør Mel Fuhrman i Downbeat artikel/interview i anledning af Blue Note's 30 års jubilæum, 1969.

Man satsede på at nå ud til et bredere publikum med den 'nye' jazz-stil. På flere af liner-noterne bagpå Donaldson's plader beskrives hans musikstil bl.a. som 'people to people' jazz og hans evne til at spille øre- og danse-venlig musik roses. Mange af disse liner-notes er iøvrigt skrevet af de dengang, som nu, indflydelsesrige radio DJ's.



Fra Downbeat dec.67. "Alligator Boogaloo" er nr.2 fra højre.

Blue Note valgte meget passende at lancere pladerne under reklame-sloganet 'A Taste For Everyone'. Lou Donaldson blev, sammen med bl.a. Stanley Turrentine og Jimmie Smith, spydspids for Blue Note's nye politik og en af de bedst sælgende Blue Note kunstnere i denne periode.

Pladerne, startende med Alligator Boogaloo, gav Lou Donaldson et kommercielt gennembrud. Pludselig blev han spillet af R'n'B stationer, der ellers havde droppet jazz'en i deres program flader. Både 'Alligator Boogaloo' og 'Rev.Moses' fra Alligator Boogaloo blev til hit-singler. Ligesådan numre fra de efterflg. plader (manglende materiale om dette, desværre).

'That really amazed me because we were joking around about how Ramsey Lewis had made this thing, 'Hang on Sloopy', or something like that. Like all these guys were going commercial so we ought to make us a commercial record.'
fra interview i Melody Maker, 1981

Det var jazz-pianisten Ramsey Lewis trio, der med en udgave af top 40 pop-hittene 'Hang On Sloopy' og 'The In Crowd' hittede i 1962 og banede vejen til R'n'B hitlisterne for jazz-musikere.
Der var egentligt ikke noget nyt i Ramsey Lewis' brug af kendte pop-numre, det har jazz-musikere altid gjort ('As TimeGoes By', 'The Days of Wine and Roses' etc., etc.). Man tog enten hele nummeret, der måske ovenikøbet blev spillet som jazz i forvejen eller man tog, som bebop-musikerne i 40'erne, akkord-skemaerne fra kendte sange og skrev egne tema'er til dem.

Ramsey Lewis spillede, som noget nyt, ikke top 40 hittene som swing, men benyttede en mere R'n'B inspireret bund. Man udskiftede dog ofte sangvers med instrumentale og nøjedes måske med at skråle omkvædet (som jo alligevel var det eneste folk kunne huske) og spillede selvfølgelig jazz-soli over formen. Hør f.eks. Ramsey Lewis 'Hang On Sloopy' eller Lou Donaldson's 'Who's Making Love' eller 'Say It Loud'.

Leo Morris/Idris Muhammed (skiftede navn da han som mange sorte musikere blev muslim i 60'erne) sørgede for denne R'n'B bund hos Lou Donaldson. Og det er bestemt ikke noget tilfælde, at netop denne funky trommeslager er genganger på alle Lou's plader i denne periode.

Lou's sikre valg af medspillere var absolut medvirkende til hans succes. Og udover den musikalske fornyelse var han også rent saxofon lydmæssigt foregangsmand i perioden, idet han var en af de første til at benytte Selmers (kendt saxofon-mærke) Varitone, en slags guitar-forstærker til saxofon med indbygget octaver (en ekstra tone tilføjes elektronisk en oktav under den spillede) og rum-klang.

Om sin pludselige succes i '67 fortalte Lou Donaldson mig:
'...a lot of musicians were jelaous because that music was so succesful. It made a lot of money for the company. It wasn't really commercial music, it just made a lot money for the company and everybody got jelaous, you know. Especially musicians that wasn't making any money. So they claimed that their music was pure jazz, because they wasn't making any money. But they were wrong about that. It was better music, that's all.
Lou Donaldson 7.6.94

Folk elskede den enkle, udadvendte stil. Men anmelderne hadede det, jo mere populært det blev, des værre måtte det lyde. Tendensen ses tydeligt i Downbeat's anmeldelser. Der er en nedadgående linie i anmeldernes karakter af pladerne ('Downbeat Rating'). Uden at det sådan set (i mine øren) har noget som helst med virkeligheden at gøre.

Kun den første plade fik fortjent en god karakter. Men den var osse noget helt nyt og der var en kendt og up-and-coming stjerne som George Benson med.

Da den solgte godt, fulgte Lou Donaldson succes'en op ved at indspille en række plader, hvor han dels skrev sine egne simple og elegante numre (som f.eks. 'Alligator Boogaloo' og 'Turtle Walk'), dels spillede numre fra jazz-repertoiret ('Summertime' og 'Caravan'), dels fortolkede pop- og funk-numre ('Say it Loud' af James Brown og 'Ode to Billie Joe' af folk-rock musikeren Bobbie Gentry).

Diskografi 1967-70:

1967
Alligator Boogaloo (Blue Note BST-84263)

(Melvin Lastie, trompet; George Benson, guitar; Lonnie Smith, orgel; Leo Morris, trommer) Alligator Boogaloo, One Cylinder, The Thang, Aw Shucks, Rev.Moses, I Want A Little Girl.
Downbeat Rating: * * * * (udaf 5 mulige)

1968
Mr.Shing-a-ling (Blue Note BST-84271)

(Blue Mitchell, trompet; Lou Donaldson, altsax; Jimmy 'Fats' Ponder, guitar; Lonnie Smith, orgel; Leo Morris, trommer) Ode to Billie Joe, The Humpback, The Shadow of Your Smile, Peepin', The Kid.
Downbeat Rating: * * 1/2

1969
Midnight Creeper (Blue Note BST-84280)

(Blue Mitchell, trompet; Lou Donaldson, altsax; Lonnie Smith, orgel; George Benson, guitar; Leo Morris, trommer) Midnight Creeper, Love Power, Elizabeth, Bag of Jewels, Dapper Dan.

Downbeat Rating: * * *


Say it Loud (Blue Note BST-84299)
(Blue Mitchell, trompet; Lou Donaldson, Varitone altsax; Jimmy Ponder, guitar; Charles Earland, orgel; Leo Morris, trommer) Say it Loud I'm Black and I'm Proud, Summertime, Caravan, Snake Bone, Brother Soul.

Downbeat Rating: **

Hot Dog (Blue Note BST-84318)

(Eddie Williams, trompet; Lou Donaldson, altsax; Charles Earland, orgel; Melvin Sparks, guitar; Leo Morris, trommer) Who's Making Love, It's Your Thing, Hot Dog, Turtle Walk, Bonnie.
Downbeat Rating: * 1/2

1970
Everything I play is Funky (BLue Note BST-84337)

(Eddie Williams/Blue Mitchell, trompet; Lou Donaldson, altsax; Melvin Sparks, guitar; Charles Earland/Lonnie Smith, orgel; Jimmy Lewis, el-bas; Idris Muhammed, trommer) Everything I Do Gonna Be Funky (From Now On), Hamp's Hump, Over The Rainbow, Donkey Walk, West Indian Daddy, Minor Bash.
Downbeat Rating: ingen(!)

Heldigvis genudgives (og samples) Lou Donaldson's funky ting dog som aldrig før på CD og vinyl. Som førstegangskøb kan varmt anbefales "LOU DONALDSON: the righteous reed! the best of poppa lou" (Blue Note)


No comments :

Post a comment