Monday, 4 June 2012

Recording with Lou (på dansk)

21/4/2012
Får nyhedsbrev fra Ronnie Scott's (jazz spillested i London), hvor der står at Lou Donaldson skal spille med sin kvartet 3 dage i slutningen af Maj. Uden at tænke over om det overhovedet kan lade sig gøre, køber jeg straks 2 billige fly-billetter. Jeg vil meget gerne høre Lou Donaldson, som jeg har været stor beundrer af siden jeg i 1992 i Tony's Genbrug i Åbyhøj købte LP'en Pretty Things fra 1970 med bl.a. Sassie Lassie, Tennessee Waltz og Pot Belly.

Jeg komponerer og indspiller grundsporene til en sang, der kan passe til Lou Donaldson. Jeg har længe tænkt på at lave en acidjazz cd, hvor der på hvert nummer foruden mig selv, kun skal være een levende musiker, resten skal være programmeret og i særdeleshed skal trommerne være breakbeats.

Ideen er meget 90'er agtig og er inspireret af sound'en på den musik der blandede hiphop og jazz i 90erne. Jeg forsøgte mig osse selv med acid-jazz genren i  mit orkester Jakob Elvstrøm Quartet, hvor vi spillede adskillige Lou Donaldson numre på Copenhagen Jazzhouse.

Mandag d.30/4/2012

Jeg tager mig sammen og ringer til Lou Donaldson. Jeg har talt med ham en gang før, i 1994 i forbindelse med en musikhistorie opgave om ham på konservatoriet. Dengang fortalte han mig at han "opfandt" den nye funky genre, fordi det var det folk ville høre og han skulle have smør på brødet. "I had a band that needed some gigs".
Han fortalte osse at han var begyndt at spille med Selmers dengang helt nye, revolutionerende forstærker til blæse-instrumenter "Selmer Varitone", fordi et orgel spillede så højt, at man blev nødt til at forstærke sax'en. 
Det hele var meget pragmatisk og dybt skuffende for en ung musiker, der troede at han var drevet af en kunstnerisk interesse for at skabe noget nyt. (man bliver klogere!)
Men takket være god smag og fantastisk spil, skabte Lou Donaldson musik, der holder den dag idag. Han var en af de få bebop musikere, der faktisk kunne transformere sit spil over til en enkel og meget funky stil, der passede perfekt til de langsommere tempi som souljazz'en havde. Som meget populær jazz hadede anmelderne det og publikum elskede det.
Det er Lou Donaldson selv der tager telefonen og jeg genkender med det samme hans lidt lyse stemme, der gik verden rundt på US3's efterhånden gamle hit "Cantaloop", hvor han siger sit karakteristiske "Funky, Funky" (en sample fra hans gl. hit "Everything I Play Gonna be Funky (From Now On").

Jeg fortæller at jeg skal over og høre ham i London i slutningen af maj og spørger om han måske vil spille med på et nummer jeg har lavet.
Han er meget påholdende og siger "Come see me", men vil hverken sige ja eller nej!

I løbet af maj måned bliver jeg Facebook ven med Lou Donaldson's guitarist Randy Johnston. Han har spillet med den danske organist Kjeld Lauritsen, som jeg osse kender og har spillet en del med. 
Jeg mail'er til ham og spørger om han kan hjælpe mig med mit projekt, han er forståeligt nok ret kort for hovedet, eftersom der ikke rigtigt er noget i det for ham!
Jeg spørger om han måske vil indspille en sang osse, men da hans normale minimums honorar er 1000$, dør den del af projektet. Jeg har slet ikke den slags penge til at indspille for.

Mandag d.28/5/2012

Vi får vores ungerne passet af bedsteforældre og tager afsted kl.10.30 til Stansted. Jeg har booket et ekstra sæde til min saxofon og købt et letvægts mikrofon stativ og det er lykkedes mig at få pakket hele mit hjemmestudie ned som håndbagage i min ryksæk.
Vi checker ind på vores billige Hostel Pickwick Hall i Bedford Place, der ligger lige bagved British Museum og et hurtigt kig på kortet afslører, at vi kan gå over til Ronnie Scott's på Frith Street i Soho.
Jeg glæder mig til at høre den aldrende legende spille. For at fordrive tiden, besøger vi det kæmpestore British Museum der ligger praktisk taget lige rundt om hjørnet denne pæne og enormt hyggelige del af Soho/Bloomsbury i London.

Donaldson og hans kvartet bliver præsenteret i et totalt udsolgte Ronnie Scott's. Jeg når lige at hilse på guitarist Randy Johnston, der fortæller mig at Lou Donaldson godt vil se mig efter koncerten.
Bandet spiller en blanding af gamle funky klassikere som "Blues Walk", Gravy og "Alligator Boogaloo", hurtige bebop numre "Wee" og "Fast and Freaky" ("very fast but nok too freaky" som Lou fortæller), jazz-standards som "Bye, Bye Blackbird", "Over the Rainbow" og endelig nogle af Lou's utroligt morsomme blues-sange "Whisky Drinking Woman" og "Things Ain't What They Used to Be". Altsammen bundet sammen af Lou Donaldson på en fantastisk afslappet, underholdende og humoristisk måde af Lou.

Selv som 85-årig har Lou Donaldson utrolig godt styr på sit spil og lyder umiskendeligt som jeg kender ham fra de gamle albums. Han giver god plads til de andre i bandet, den kvindelige organist Akiko Tsuruga, trommeslageren Fukushi Tainaka og den utroligt erfarne og velspillende Randy Johnston. De spiller rigtig godt sammen og som Lou siger så er det nogle af "the best musicians in the country, ain't much use in the city, but they're some of the finest country-musicians you can find, actually they're going to Nashville next week to play with Dolly Parton and make some real money". Lou sætter sig ned på klaverbænken når de andre har solo, men dirigerer slagets gang og har publikum i sin hule hånd.

Efter koncerten går jeg ud bagved og hilser på. 
Der er kaotisk og totalt proppet i det lille baglokale. Tjenere og barfolk løber ud og ind, musikerne, der skal ind og jamme bagefter, hænger ud sammen med deres venner og ejeren af Ronnie Scott's kommer forbi og hilser på alt og alle.
Men midt i kaos sidder Lou Donaldson helt stille og spiser en frugt-dessert, ham og hans 3 musikere er rejst fra Belgien samme dag og har på denne turné spillet i Spanien, Italien og Østrig og Belgien på lidt over en uge og de er alle forståeligt nok trætte.
Jeg takker for koncerten og får aftalt med Lou, at han godt vil høre mit nummer den næste dag. Jeg skal bare komme forbi deres Radisson hotel. Jeg foreslår ved 10-11 tiden og Lou nikker. 
Vi snakker indforstået om blade og saxofoner. Lou's Selmer Mark VI er fra 1957 og det samme er hans mundstykke. Han klager over at han mangler nogle nye blade til sin sax. En af de mange mennesker i lokalet, en hurtig-snakkende engelsk saxofonist, siger at han kan skaffe dem "for free".


Tirsdag d.29/5/2012


Kl.10.03 står vi ovre ved butiks-manager Adrian i sax.co.uk i Denmark street, hvor jeg har handlet en del. Jeg ringede i sidste uge og spurgte om jeg måtte låne et af deres prøverum til indspilning og den var han med på.
I første omgang køber jeg dog bare en æske blade til Lou Donaldson. Han rejser rundt uden manager og det virker ikke som om, der er nogle der lige kan skaffe ham ting, eller at han selv går så meget op i sit udstyr og måske er han bare sparsommelig.
Kl. 11.00 er vi på Radisson og receptionen kalder op til Lou, der ikke svarer. Jeg spørger om de vil prøve Randy Johnston, der svarer at han kommer ned om 10 minutter. 
Randy kommer ned, han ser meget træt ud og er rimelig sur. Han siger at jeg er alt for aggressiv, noget jeg aldrig er blevet beskyldt mig for! At jeg prøver at hustle mig til en aftale med Lou og fortæller i samme åndedrag den gamle traver om dengang Billy Joel kun gav Phil Woods 600$ for sax-solo'en i "Just the way You are". "A flat fee" sagde Randy Johnston forarget, som om Billy Joel måtte have vidst at sangen ville blive et verdenshit (Joel hadede sangen og ville ikke udgive den).
Jeg får fortalt at jeg for det første ikke er Billy Joel, men derimod en average guy fra Danmark, der elsker Lou Donaldson's musik, at jeg ingen penge har, at vi bor på byens billigste hotel og er fløjet til London for 250,- med Ryan Air.
Han falder efterhånden lidt ned og siger at jeg skal prøve at komme igen hen på eftermiddagen, fordi Lou tit sover meget længe. Han har snakket om at han gerne vil på Burger King. "I am worried about him" siger Randy og fortæller at Lou var meget træt dagen før.
Jeg spørger hvorfor de ikke spiller flere af de gamle funky numre og Randy siger at Lou er blevet mere forsigtig med årene og de spiller færre og færre forskellige numre. Jeg fortæller at der var rigtig mange unge inde og høre dem igår og de jublede hvergang en af de funky numre som "Alligator Boogaloo" og "Soul Train" blev annonceret.
Han fortæller at Lou ikke har indspillet med nogle i 15 år, at han hver gang, der har været optræk til noget, har fået det aflyst enten ved at forlange utroligt mange penge eller på andre måder gjort det praktisk umuligt at gennemføre. Han siger at hvis det er noget funky noget, er der nok en større chance.
Efter denne noget nedslående svada går han på renseri og vi ned til Themsen og spiser frokost. London er brølevarm og viser sig fra sin absolut smukkeste side.

Kl. 15 går vi igen hen imod Radisson. Ved et lyskryds ser jeg pludselig Lou Donaldson, i hvide tennis-sko, skjorte, det største Barack Obama armbåndsur jeg nogensinde har set og den karakteristiske pork-pie hat, det er næsten som at se coveret til "Good Gracious".



Jeg går over til ham og siger hej, og han fortæller at han lige skal over til Dry Cleaner'en med sit tøj og vi bare kan vente på ham i lobby'en. Lidt efter kommer Lou luntende ind forbi os og vinker med den ene hånd, så vi kan se vi skal følge med ham. Han tager os med op på sit store værelse, og vi snakker lidt om vi skal finde et konference-rum, men bliver enige om at nu skal han lige høre sangen først.
Jeg giver ham den æske blade jeg har købt til ham og han bliver rigtig glad. "You shouldn't have done that, I could get them for free from that other guy", jeg sagde at det manglede da bare, nu havde jeg haft glæde af hans musik i så mange år.
Jeg stiller min computer op og finder hovedtelefoner frem. Lou sidder på sengen og venter. Så tager han hovedtelefonerne på og sidder helt stille med lukkede øjne og lytter. Først en gang. Så en gang til. Jeg har indspillet noget cue-saxofon og har forestiller mig at han kan spille temaet og en solo.


Photo by Anne Kai
Så siger han "I like the song, it's got a good beat". Jeg fortæller om de tanker jeg har gjort mig om pladen, at der skal være mere end bare "me, me, me" og at det bliver bedst, hvis der er nogle flere, der spiller oveni den computerbaserede musik.
Lou går frem og tilbage i værelset og ud på badeværelset og tilbage igen.

"It doesn't need anything" siger han, jeg gætter på at han ikke er begejstret for at skulle optages efter 15 års pause, men samtidig er han simpelthen for flink og høflig til at sige nej.
"What should I play" siger han og jeg siger at han skal spille Lou Donaldson, ligesom jeg har lyttet på ham i de sidste 20 år. Jeg siger at det er godt med nogle forstyrrende elementer i musikken der kan rode op i den pæne computer-skabte musik. Den fanger han med det samme, "I'll mess your record up" siger han med et stort grin. "Do you have a microphone?", og jeg stiller i rekordfart min medbragte mikrofon op!


Photo by Anne Kai
For at få gang i tingene dropper jeg ideen med at han skal spille tema og beder ham bare om at jamme over nummeret og spille noget solo. Lou danser! Eller rettere han kan godt li' nummeret og står og vipper frem og tilbage. Så spiller han, forsigtigt, først en gang og så en gang til. 2.gang er der mange rigtig gode ting, og han beder om at høre det.
I slutningen af nummeret er der et tonearts-skift og jeg havde tænkt at vi skulle jamme sammen, så jeg pakker min saxofon ud og spiller sammen med Lou Donaldson!
Det går fint. Vi er færdige. Jeg kan mærke at nu vil han ikke spille mere. Han begynder at prøve de nye blade og finder hurtigt et der fungerer bedre end det vi lige har indspillet med, "that's it" siger han og inviterer os ind at høre koncerten om aftenen på Ronnie Scott's.

Jeg spørger lidt forsigtigt, hvad han skal have for sin indspilning og han siger "You shouldn't pay me anything, you're looking at a very fortunate musician" og fortæller hvordan han de sidste mange år har kunnet leve af royalties fra sine mange plader, sågar at han har haft råd til at købe "a brand new Cadillac".

Om aftenen er koncerten igen en opvisning i fantastisk professionel showmanship, det er inspirende at se hvor dreven en entertainer Donaldson er, de samme jokes leveres med overskud og energi som aftenen før. Efter koncerten er vi ude at sige farvel og Lou er glad for at se os igen.

Tirsdag 29/5/2012
Vi flyver hjem tidligt næste morgen og jeg går igang med at arbejde videre med cd'en Play It Back's resterende 11 numre, nu da jeg har rå-materialet til "Go, Go, Go feat. Lou Donaldson".





No comments :

Post a comment